CARE OUTSIDE gennemføres med og i en styregruppe i et tværfagligt samarbejde mellem Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, Vejle Velfærd (Senior, Handicap, Social & Psykiatri) samt Københavns Universitet, Natur, Sundhed og Design ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, SCIENCE. Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens er projektholder. Gennem det samlede virke af projektpartnerne skabes sammenhæng mellem praksisfeltet, samt evaluerings- og udviklingsaktiviteter i et samskabende perspektiv.
Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens er en selvejende uddannelsesinstitution under staten. Skolen udbyder erhvervsuddannelser samt efter- og videreuddannelser indenfor social- og sundhedsområdet samt det pædagogiske område. Der er 15 social- og sundhedsskoler i Danmark, hvoraf Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens er en af de største med 4 afdelinger placeret i Horsens, Vejle, Fredericia og Kolding. Der er tætte samarbejdsrelationer med de øvrige skoler i landet, bred vidensdeling og mange fælles udviklingsprojekter. Skolen er også partner i Videnscenter for Velfærdsteknologi Vestdanmark, hvis formål er at forberede elever inden for sundhed, omsorg og pædagogik på fremtidens arbejdsmarked, hvor velfærdsteknolgi får en større rolle.
Københavns Universitet, Natur, Sundhed & Design er en tværdisciplinær enhed, hvor bl.a. psykologi, fysioterapi, sundhedspædagogik, sygepleje og landskabsarkitektur er repræsenteret. Afdelingen beskæftiger sig med forholdet mellem mennesker, sundhed, natur og sundhedsdesign. Gruppen er involveret i en række danske og udenlandske projekter, hvor tilgangen er praksisrelateret, og spænder bredt fra det forebyggende til sundhedsfremme og rehabilitering. Gennem de senere år har afdelingens fagspecialister udviklet en række undervisningsforløb med sundhed-og naturpædagogiske forløb til en række danske kommuner og virksomheder. Endvidere bidrager gruppen med ekspertise til at omsætte viden til praksis for beslutningstagere, byplanlæggere, landskabsarkitekter og terapeuter.
Vejle Velfærd deltager som praksispartnere i CARE OUTSIDE. Vejle Velfærd består af Senior, Handicap og Social & Psykiatrien i Vejle Kommune. Områderne har det tilfælles, at de skal sørge for, at ældre, handicappede, psykisk sårbare og borgere med misbrug eller sociale problemer får den nødvendige hjælp fra kommunen. Vejle Velfærd er også den ansættende myndighed overfor eleverne på skolens hovedforløb og den myndighed, der sender færdiguddannede medarbejdere på efter- og videreuddannelse. Velfærdsafdelingen dækker 874 plejecenterpladser samt 564 sengepladser på Sygehus. Lillebælt, 5.135 modtagere af hjemme- eller sygepleje i 10 distrikter, 57 midlertidige pladser og 709 ældreboliger samt en række aktivitetscentre, demensenheder og hjælpemiddelcentraler. Afdelingen har i alt 1.700 ansatte, hvoraf 1.100 er ansat på plejecentre og 600 ude i distrikterne. Velfærdsafdelingens rolle i projektet er at indgå i et samarbejde om at udvikle og teste de læringsforløb, der udvikles i Projekt CARE OUTSIDE. Det fordrer, at viden fra læringsforløb omsættes i elevernes praktikforløb og mål på kommunens institutioner, samt at der indsamles viden om resultaterne af at implementere den nye viden ind i praksis både blandt elever og uddannede medarbejdere.