En rapport fra Tænketanken DEA (september 2022) viser, at eleverne på erhvervsuddannelserne oplever større frihed i læringsmiljøer med fleksibel indretning og flere funktioner, samt at de føler sig mere forbundne med skolen, hvis de fysiske rammer på skolen har tydelige fagmarkører. Erfaringerne på de danske SOSU-skoler viser også, at eleverne efterspørger praksisnær undervisning i trygge ramme på skolerne, hvor de kan øve sig i de scenarier de kan møde i deres praksis. Et væsentligt element i Projekt CARE OUTSIDE er derfor udvikling og anlæg af et trygt naturbaseret læringslaboratorium på taget af social- og sundhedsskolen i Vejle. Læringslaboratoriet - Velfærdshaven - skal medvirke til at udfordre og understøtte måden at tænke naturen ind i elevernes læring, dannelse og livsmestring på social- og sundhedsuddannelserne, og skal fungere både som læringsrum, grønt aktivitetsrum for sociale fællesskaber i studiecentertid samt pauserum for de sårbare elever. Velfærdshavens anlægges på taget af Social- og Sundhedsskolen i Vejle. Skolen der er placeret i et tæt bebygget byområde i nærheden af byens campus, rådhuset og musikhuset, er opført i 2015. Skolen rummer 3.150 m² undervisning- og administrationslokaler i 3 etager, samt 500 m² tagterrasse. Velfærdshaven vil markere sig i området med et grønt indbydende tag, og er tænkt som et innovativt anlæg med bæredygtighed som omdrejningspunkt. Det er målet, at 45% af læringen i udvalgte fag og temaer på hovedforløb og grundforløb i Projekt CARE OUTSIDE skal afvikles og evalueres i Velfærdshaven. Kompetenceforløb for undervisere og mentorer skal ligeledes udvikles og afprøves i både Velfærdshaven og den omkringliggende natur i Vejle, der omfatter både skov, strand, parker og grønne områder ved plejecentre og i psykiatrien. Velfærdshaven vil være et væsentligt element i læringen omkring hvordan naturen integreres i rehabilitering af borgere i omsorgs- og sundhedssektoren. I Velfærdshaven kan eleverne arbejde i et trygt simulationsbaseret naturmiljø, der øger både naturmod og naturforståelse. Erfaringerne herfra bruges til at eleverne kan træde ud i den ”større natur” med både en praktisk og teoretisk viden om hvad, hvordan, og til hvad, de forskellige oplevelsesværdier i naturen kan inddrages i egen læring og robusthed, samt til nytte for de borgere eleverne møder i deres praksis.